Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vedtægter

Vedtægter for Ulsted Landsbyordnings Støtteforening vedtaget 11.02.26

 

§1: Foreningens navn er Ulsted Landsbyordning Støtteforening. Foreningens hjemsted er Ulsted, Aalborg Kommune.

 

§ 2: Foreningens formål er at arbejde aktivt for Ulsted Skole, Ulsted Børnehave og Ulsted Dus, samlet kaldt Landsbyordningen, ved at styrke og fremme skolens kulturelle og sociale liv, at finansiere elevaktiviteter, som falder udenfor Landsbyordningens økonomiske muligheder og rammer, samt at hverve frivillige til at hjælpe ved arrangementer.

 

§ 3: Som medlemmer kan optages alle myndige personer, der ønsker at støtte foreningens formål.

 

§ 4: Kontingentet pr. husstand fastsættes på den årlige generalforsamling.

 

§ 5, stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af september måned for at følge skoleåret.

 

§ 5, stk. 2: Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved annoncering på Ulsted Landsbyordnings Støtteforening’s facebook side og på Aula. Forslag til generalforsamlingens dagsorden skal være formanden i hænde senest en uge før generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 5, stk. 3: Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når mindst 10 medlemmer eller ¼ af foreningens medlemmer skriftligt har afgivet ønske herom med angivelse af punkter til dagsordenen.

 

§ 5, stk. 4: Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde som ved ordinær generalforsamling.

Indkaldelse skal ske senest 3 uger efter begæringen.

 

§ 6: Dagsordenen til foreningens ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

1) Valg af dirigent

2) Aflæggelse og godkendelse af beretning

3) Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab

4) Fastsættelse af kontingent

5) Behandling af indkomne forslag

6) Fremtidsplaner

7) Valg af bestyrelsesmedlemmer

8) Eventuelt

 

§ 7, stk. 1: Bestyrelsen består af 8 medlemmer, der udpeges af forældrene på klassetrinene 0. – 6. klasse med et medlem fra hvert klassetrin samt et medlem fra børnehaven.

Hvert bestyrelsesmedlem vælges for en 2 årig periode, gældende fra skolestart august i lige år, med undtagelse af 6. klasses- og børnehavens medlem, der vælges for 1 årig periode.

Der er valg til bestyrelsen i klasserne for 0., 2., 4., og 6. klasse.

Udtræder et bestyrelsesmedlem i utide, skal dette medlem selv finde en ny repræsentant fra klassen/børnehaven, som skal varetage den resterende periode.

Der ses gerne at et medlem ligeledes er en del af Landsbyordningens bestyrelse for at kunne skabesammenhæng og videreformidling mellem de to bestyrelser.

 

§ 7, stk. 2: Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

 

§ 7, stk. 3: Den i foreningen valgte kasserer har fuld egenrådig disponeringsret over foreningens midler i Sparekassen Danmark.

 

§ 7, stk. 4: Foreningen tegnes af Formand og 1 bestyrelsesmedlem, eller 3 bestyrelsesmedlemmer i samråd.

 

§ 7, stk. 5: Der udarbejdes på hvert bestyrelsesmøde referat, der fremsendes til bestyrelsen, som dokumentation for hvad der er vedtaget og aftalt på møderne.

 

§ 7, stk. 6: Alle medlemmer i foreningen har stemmeret.

 

§ 7, stk. 7: Der indkaldes til bestyrelsesmøde så ofte formanden finder det fornødent, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Der indkaldes med mindst 1 uges varsel med angivelse af dagsorden.

 

§ 8: Regnskabsåret er fra 1. juli til 30. juni for at følge skoleåret.

 

§ 9, stk. 1: Bestyrelsen disponerer over foreningens indtægter til de §2 nævnte formål.

 

§ 9, stk. 2: Foreningens midler skal hensættes til forrentning i Sparekassen Danmark, Ulsted Afdeling.

 

§ 10: Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte.

 

§ 10, stk. 2: Hvert medlem har én stemme, dog har Formandens stemme en afgørende værdi ved lige antal stemmer.

 

§ 10, stk. 3: Ved valg skal der være skriftlig afstemning, hvis 1 medlem måtte forlange det.

 

§ 10, stk. 4: Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte.

 

§ 11, stk. 1: Til ændring af nærværende vedtægter eller til foreningens opløsning kræves vedtagelse på 2 hinanden følgende generalforsamlinger med 2/3 flertal af de angivne stemmer.

 

§ 11, stk. 2: Ved foreningens opløsning overgår dennes midler til Ulsted Landsbyordning, som anvender disse i overensstemmelse med foreningens formål jf. § 2